Eventyret om Tommelise

Er eventyret om en lille pige i en stor verden. I vil på jeres tur rundt opleve at gå i Tommelises fodspor. I vil møde dyrene fra eventyret om Tommelise samt opleve fornemmelsen af at være lille i en stor verden.

Blandt andet kan I møde kæmpe edderkoppen, som spinder stof til hendes brudekjole. Du kan på skovturen læse om Tommelise i den store eventyrbog.

Hør eventyret læst op

Varer knap 12 minutter.

Læs eventyret her

Der var engang en kone, som så forfærdelig gerne ville have et lille bitte barn.

Derfor gik hun hen til den gamle heks og sagde: ” Vil du ikke hjælpe mig? Jeg vil så gerne have et lille barn.”

Heksen var sød og rar og ville gerne hjælpe konen, derfor sagde hun: ”Her har du et bygkorn, men det er ikke af den slags, der gror på marken. Gå du blot hjem og plant det i en urtepotte, og så skal du få at se.”

Konen takkede heksen for hendes hjælp og gik hjem og plantede bygkornet sådan, som heksen havde fortalt. Straks efter voksede en stor og dejlig blomst op med smukke røde og gule blade.·Blomsten lignede en tulipan, men var lukke sammen som om den endnu var i knop.

Konen syntes, at den var så yndig, at hun ikke kunne lade være med at give den et kys. "Pop," sagde det! Blomsten havde åbnet sig, og inde midt i blomsten sad en lille bitte pige - hun var ikke mere en tomme lang, og derfor blev hun kaldt Tommelise.

Om natten sov hun i en lakeret valnøddeskal. Om dagen legede hun på bordet, hvor konen havde fyldt en tallerken med vand, hvori Tommelise sejlede frem og tilbage på et tulipanblad og sang så fint og nydeligt.

En nat, bedst som hun lå og sov i sin valnøddeskai, kom en stor, hæslig, grå og våd tudse hoppende ind ad vinduet.

"Det var da en dejlig kone til min søn", sagde tudsen og hoppede bort med Tommelise.

Nede ved åen boede tudsen med sin søn. Han var ligesom sin mor stor og hæslig, og alt hvad han kunne sige, da han så Tommelise var: "Kvaaak kvaaak."

De satte Tommelise på et åkandeblad ude midt i åen, så hun ikke kunne flygte, mens de gjorde deres hule klar til den kommende brud.

Tommelise sad og græd. Hun ville slet ikke giftes med den væmmelige tudse. De sma fisk nede i vandet havde set hvad der foregik, og de syntes at det var synd for Tommelise, at hun skulle bo i tudsens mudrede hule.

Nede i vandet flokkede fiskene sig rundt om åkandens stilk og gnavede stilken over, og så flød Tommelise på åkandebladet ned ad åen, langt væk fra tudserne.

En lille hvid sommerfugl satte sig på bladet, den kunne så godt lide Tommelise. Tommelise tog sit bælte af og lod den fine hvide sommerfugl trække åkanden efter sig, og så gik det meget hurtigere.

Pludselig kom en stor oldenborre flyvende.

Den slog sin klo omkring hende og fløj op i træet med hende. Oldenborren satte Tommelise på det største blad i træet.

Den sagde, at hun var så fin og dejlig – selvom hun ikke lignede en oldenborre.

Pigeoldenborrerne så på Tommelise og sagde: ”Hun har kun to ben – og ingen følehorn, hun ligner næsten et menneske. Nej, hvor er hun dog grim!”

Da oldenborren hørte, hvad de andre sagde om Tommelise, fløj han hen og satte hende på jorden – for nu ville han slet ikke have hende.

Hele sommeren levede Tommelise alene i den store skov. Hun drak morgenduggen af bladene og spiste af blomsternes søde nektar.

Da den lange vinter kom, visnede alle blomster og bladene fløj af træerne, og fuglene, som havde underholdt hende med deres fuglesang, søgte sydpå.

Tommelise, som var helt alene, svøbte sig i et vissent blad, men hun frøs alligevel noget så forfærdeligt.

En dag kom hun til markmusens dør for at bede om et lille stykke bygkorn, for det var hele to dagen siden, hun sidst havde spist noget. Markmusen levede lunt og rart. Den havde hele stuen fyld med korn.

”Din lille stakkel,” sagde markmusen, ”kom du ind i min varme stue."

"Du må gerne blive hos mig – dog skal du holde min stue pæn og ren og fortælle mig historier, for dem holder jeg nemlig så meget af.”

 Tommeliseholdte alt pænt og rent, og så fortalte hun eventyr for markmusen og havde det trygt og dejligt.

”I dag får vi besøg,” sagdemarkmusen en morgen. ”Min nabo muldvarpen, som bor meget flottere end jeg, og som går med den flottest sorte fløjlspels kommer og besøger os. Bare du kunne få ham som mand! Så ville jeg være sikker på, at du aldrig ville komme til at mangle noget.”

Tommelisebrød sig slet ikke om muldvarpen, da han ikke kunne lide solen, og de mange smukke blomster, som han aldrig havde set.

Tommelise måtte synge for muldvarpen og markmusen, og her blev muldvarpen forelsket i hende, fordi hun sang så smukt.

I gangen mellem markmusen og muldvarpens hus lå en død svale, som ikke var nået at flyve sydpå tidsnok og derfor var frosset ihjel.

Muldvarpen sagde: ”Det må være ynkeligt at blive født til at være en lille fugl, den har ikke andet end sit kvitte vit og må sulte ihjel om vinteren.”

Markmusen nikkede og sagde: ”Ja, det må du nok sige.”

Samme nat sneg Tommelise sig ned ad gangen, hun ville dække den stakkels døde fugl til.

”Farvel og tak for din dejlige sang i sommer,” sagde Tommelise, mens hun lagde hovedet mod svalens bryst.

Pludselig hørte hun noget, der bankede! Det var svalens hjerte, der slog! Den var ikke død, men lå blot i dvale.

Resten af vinteren passede Tommelise svalen. Tommelise var så godt mod svalen, fordi hun holdte så meget af den.

Da foråret kom, ville svalen flyve ud i den grønne skov, og spurgte Tommelise, om hun da ikke ville med? Men Tommelise kunne ikke forlade den gamle markmus.

Svalen sagde: ”Farvel da, min dejlige pige,” hvorefter den fløj ud i solskinnet. Tommelise kiggede efter svalen, indtil den var forsvundet langt ind i den grønne skov.

”Nu skal du sy på dit brudeudstyr,” sagde markmusen.

Muldvarpen havde nemlig i mellemtiden friet til Tommelise.

Markmusen havde lejet fire edderkopper, som skulle væve dag og nat for at lave alt det materiale, som Tommelise skulle bruge til at sy sengetøj og tøj.

Hele sommeren arbejdede Tommelise på at gøre brudeudstyret klar til, når hun blev muldvarpens kone.

”Om fire uger så skal du giftes,” sagde markmusen til hende, men Tommelise græd og sagde, at hun ikke ville have muldvarpen til mand.

”Snik snak!” sagde markmusen, som mente at Tommelise var heldig at få sådan en dejlig mand.

·Om morgenen på bryllupsdagen stod Tommelise og tog afsked med solen og verden udenfor, som hun ikke mere ville få lov til at se som muldvarpens kone.

”Farvel, du klare sol” sagde Tommelise.

”Kvitte vit kvitte vit,” lød det pludselig oven over hendes hoved. Det var den lille svale, der var kommet forbi.

Tommelise fortalte svalen, at hun skulle giftes med muldvarpen, selvom hun ikke ville.

Svalen ville så gerne hjælpe Tommelise og sagde:

”Jeg flyver til de varme lande, for nu kommer vinteren. Vil du med? Du kan sidde på min ryg, og så flyver vi langt væk fra muldvarpen, og så behøver du ikke gifte dig med ham.”

Tommelise satte sig op på svalens ryg, mens hun sagde: ”Ja, jeg vil følge dig.”

Sammen fløj de højt op i luften hen over skov og over sø. Langt, langt, ned til de varme lande.·

Her skinnede solen og bredte sin varme stråler ud over landskabet. Der voksede mange forskellige planter, og her duftede så dejligt af alle de flotte blomster.

Svalen satte Tommelise på en skøn, hvid blomst.

Midt inde i blomsten sad en lille bitte dreng med en guldkrone på sit hoved og vinger på skulderne. Han var alfernes konge, der regerede over alle de andre alfer, som boede i de mange blomster.

Alfekongen syntes, at Tommelise var den allersmukkeste pige, han nogensinde havde set.

Han tog sin guldkrone af, og satte den på Tommelises hoved.

”Vil du være min kone? Så kan du blive dronning over alle alferne”, sagde alfekongen.

Tommelise tænkte, at alfekongen godt nok var anderledes end tudsens søn og muldvarpen med dens sorte fløjlspels. Derfor sagde Tommelise straks ja til at blive Alfekongens dronning.

En af Tommelises bryllupsgaver var et par fine vinger fra en hvid flue, så hun kunne flyve ligesom de andre alfer.

Næste forår fløj svalen tilbage til Danmark, hvor den sang ”kvitte vit kvitte vit”, hvor end den kom hen.

Og det er der, vi har hele historien fra.